Kendt vanvidsbilist gik i fælden i trafikkontrol på Ringvejen
27-årig mand fra Aarhus V mister kørekortet - igen
Østjyllands Politis færdselsafdeling gennemførte tirsdag aften atter en kontrol i tidsrummet fra 18.30 til 20.00 på Ringvejen i Aarhus. Et sted, bilisterne konsekvent har svært ved at overholde reglerne.
Det førte til 13 sigtelser - heriblandt en betinget frakendelse af førerretten til en 27-årig mand fra det vestlige Aarhus, der kørte mindst 129 km/t mod de tilladte 70 km/t på Hasle Ringvej.
Det viste sig, at manden i forvejen var kendt af politiet og havde fået en betinget frakendelse af førerretten. Det var han blandt andet på grund af hastighedsforseelser, hvor han tidligere på året blev taget med 166 km/t på motorvejen.
Han kan formentlig inden længe se frem til at få det vekslet til en ubetinget frakendelse af førerretten.
Derudover gav indsatsen følgende sager:
- 1 x barn ikke korrekt fastspændt.
- 1 x brug af håndholdt mobiltelefon
- 8 x cykel uden lys
- 2 x kørekort ej medbragt
ddp