Eftersøgt mand på nyt rov i nat: Indhentet, lagt i håndjern og kørt direkte i fængsel
En beboer i Tranbjerg blev ved 01-tiden i nat vækket af en alarm på sin mobiltelefon, der meddelte, at nogen var gået forbi overvågningskameraet uden for huset.
På overvågningen kunne beboeren se en mørkklædt mand liste rundt på gårdspladsen, mens han lyste på bilerne, der holdt på stedet.
Da den mørkklædte mand også tog i dørhåndtaget til huset, ringede beboeren til politiet, som han havde i røret, indtil en patrulje kom frem.
Betjentene, der ankom, nåede at se lyset fra en lommelygte i noget buskads tæt på huset, inden de parkerede bilen. Da de lyste med en projektør på politibilen mod buskene, løb den mørkklædte mand derfra hen over marken.
Han nåede lige til udkanten af en skov, da han blev indhentet af en betjent og lagt i håndjern.
Den anholdte var en 45-årig mand, der blev sigtet for forsøg på indbrud.
Han var i forvejen eftersøgt i forbindelse med, at han skulle afsone en dom for blandt andet indbrud, og blev derfor kørt direkte til fængslet efter afhøring.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jr