Bilist snuppet to gange på kort tid
Politiet var igen ude for at kontrollere færdslen på Ringvejen
Flere af Østjyllands Politis færdselsbetjente var mandag eftermiddag og aften på kontrol på Ringvejen. En patrulje var næsten lige begyndt på kontrollen, da de kl. 15.30 så en mandlig bilist dreje fra Hasle Ringvej ad Viborgvej.
Da han hverken brugte blinklys eller sele, kørte betjentene efter ham og fik bilen dirigeret ind til siden. Bag rattet sad en 24-årig mand, som hurtigt erkendte, at han ikke havde noget kørekort. Han var på vej til banegården for at hente en ven, som havde kørekort, forklarede han.
Den 24-årige blev sigtet for manglende tegngivning, manglende sele og for at køre uden førerret – hvorefter han fik besked på at lade bilen stå. Det lovede den unge mand.
Han valgte dog alligevel lidt efter at stige ind i bilen og køre til banegården. Da han blinkede ind på p-pladsen, blev han mødt af patruljen fra før, der lige ville tjekke, om bilisten kunne finde på at dukke op.
Den 24-årige havde fortsat ikke sele på, og han havde heller ikke nået at erhverve sig et kørekort på de tyve minutter, der var gået siden sidst. Så det kostede flere sigtelser – og denne gang tog betjentene nøglen fra manden og gav ham besked på, at han måtte få sin ven til at hente den på stationen.
De fleste bilister kørte i øvrigt pænt på Ringvejen og samlet set blev det til følgende færdselssager:
• 3 x sele
• 1 x hastighed, betinget frakendelse (113 km/t mod tilladt 70 km/t på Hasle Ringvej)
• 2 x hastighed, klip
• 2 x manglende tegngivning
• 2 x kørsel uden førerret
• 1 x kørekort ej medbragt
• 1 x oplysningspligt
• 1 x fremkørsel rødt lys, klip
ddp