To anholdelser - narkobilist bragede over for rødt
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En patrulje fra Østjyllands Politi fik hurtigt standset en bil, da de natten til fredag kl. 01.15, så bilisten køre over for rødt i krydset Viby Ringvej/Skanderborgvej i Åbyhøj.
Bag rattet sad en 25-årig mand, som lugtede af hash og havde svært ved at snakke rent. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre over for rødt.
På passagersædet sad en 23-årig mand, som viste sig at være efterlyst til fogedretten. Han blev derfor også anholdt.
Taget med peberspray og strømpistol ved kirke
En patrulje tog torsdag kl. 15.13 kontakt til en 22-årig mand, da han parkerede sin bil på p-pladsen ved Gellerup Kirke, der ligger inden for visitationszonen. Den 22-årige blev visiteret og i hans lomme, fandt betjentene en peberspray. Den blev beslaglagt, og manden blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.
I den 22-åriges bil lå en joint, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Senere omkring kl. 00.45 standsede en patrulje en bil på Grimhøjvej i Brabrand. Bag rattet sad en 25-årig mand, som havde en strømpistol på sig. Den blev beslaglagt og ligesom den 22-årige, blev han også sigtet efter våbenloven.
Ville ikke visiteres i visitationszone – anholdt og sigtet
En patrulje fra Østjyllands Politi traf torsdag kl. 19.52 fem mænd, som stod ved en bil på en tankstation på Silkeborgvej i Brabrand. Stedet er inden for den visitationszone, som politiet har oprettet, og betjentene besluttede sig for at visitere mændene.
En 21-årig mand nægtede at lade sig visitere og tændte i stedet for en cigaret, som han begyndte at ryge foran betjentene. Da han trods gentagne opfordringer ikke ville lægge cigaretten fra sig, lagde betjentene ham i håndjern. Han kæmpede kraftigt imod og råbte op, men betjentene fik ham anholdt og sigtede ham for at forstyrre den offentlige orden.
Under anholdelsen blev de fire andre mænd aggressive og begyndte at filme betjentene med deres mobiltelefoner. Da en 31-årig mand råbte diverse skældsord efter patruljen, blev han også anholdt og sigtet for at fornærme politiet.
Mændene blev i øvrigt ikke fundet af besiddelse af nogle ulovlige effekter, da de blev visiteret.
Specialpatruljen fandt kanonslag i lejlighed
Østjyllands Politis specialpatrulje troppede torsdag kl. 17.00 op på en adresse i Viby efter et tip om, at der blev solgt narko på stedet.
Under ransagningen af lejligheden fandt betjentene dog ikke nogen stoffer. Til gengæld lå der 61 kanonslag, som blev beslaglagt. Den 22-årige mand, som bor i lejligheden blev sigtet efter fyrværkeriloven.
Færdsel
Torsdag kl. 15.59 skete der et færdselsuheld i krydset Herredsvej/Hasle Ringvej i Aarhus V. En 86-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil i forbindelse med et venstresving og kørte ind i et skilt. Han blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Torsdag kl. 16.46 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Marselis Boulevard i Viby. En 21-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 27-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 21-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.
Natten til fredag kl. 2.00 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Åby Ringvej i Brabrand.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Hougårdsvej i Brabrand begået mellem onsdag d. 27/1 kl. 18.30 og torsdag d. 28/1 kl. 10.00
• På Nørre Allé i Aarhus C begået torsdag d. 28/1 mellem kl. 15.00 og kl. 16.00