Fortsæt til indhold

Nyt om kniv-slagsmål på Aros: Teenagere anholdt efter slagsmål

Uoverensstemmelser mellem en 17-årig og to 16-årige endte i håndgemæng med kniv.

Krimi
ksa

Tirsdag klokken 14.01 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var tumult mellem nogle unge mænd på museet Aros i Aarhus.

Det viste sig, at en uoverensstemmelse mellem en 17-årig dreng og to 16-årige dreng havde udviklet sig til noget skubberi.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Herefter havde den ene 16-årige ifølge flere vidner trukket en kniv, og i den forbindelse blev den 17-årige ramt og fik et overfladisk snitsår på sin ene finger.

Herefter havde de 16-årige angiveligt slået på den 17-årige, og det endte med et mindre slagsmål, inden de to 16-årige stak af.

De blev dog tilbageholdt af nogle vagter, inden de nåede ud, og da politiet kom frem, blev begge anholdt.

Den ene blev under visitationen fundet i besiddelse af en springkniv. Begge er foreløbigt sigtet for grov vold og for overtrædelse af knivloven.

Ingen kom umiddelbart alvorligt til skade.