Politirapporten uge 1
Torsdag 22. december
Politiet kørte til et værtshus i Randers klokken 23.52, fordi der var anmeldelser om slagsmål. Da patruljen ankom til stedet, fandt de flere personer i klammeri med hinanden på gaden. Betjentene rettede henvendelse til personerne for at mane til ro, men en 39-årig mand blev ved med at udvise voldelig og aggressiv adfærd ved at tage fat i de andre tilstedeværende og til sidst også skubbe til betjentene. Han blev derfor anholdt og sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden.
Politiet fik et tip om narko, der klokken 19.32 fik dem til at køre til en lejlighed i Randers. Det viste sig, at tippet holdt stik, da betjentene fandt 80 gram amfetamin samt flere salgsposer. En 33-årig mand, som opholdt sig i lejligheden, blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
Fredag 23. december
Klokken 00.30 skete der et færdselsuheld ved busterminalen i Randers, da en 47-årig mandlig bilist og en 29-årig mandlig bilist kørte sammen i et lyskryds. Ingen kom til skade ved uheldet.
Lørdag 24. december
Klokken 19.39 blev en 63-årig mandig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej ved Gjerlev.
Der er begået et indbrud på Irisvej i den nordlige del af Randers mellem lørdag klokken 14.40 og søndag klokken 00.30.
Søndag 25. december
To anmeldelser om indbrud i Randers-området fik politiet i løbet af søndagen. Det første indbrud skete klokken 7.02 på Englystvej i Stevnstrup. Det andet indbrud er begået på Hvidkløvervej i den nordlige del af Randers mellem fredag klokken 16 og søndag klokken 20.
Mandag 26. december
Klokken 9.28 stoppede en patrulje en påvirket 56-årig mandlig bilist på Gl. Jennumvej i Jennumparken. Han blev sigtet for at køre bil i påvirket tilstand, da han havde euforiserende stoffer i blodet. Den 56-årige blev desuden fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og blev anholdt.
Der skete et færdselsuheld klokken 21.46 på Rådalsvej vest for Langå, da en 22-årig kvinde mistede herredømmet over sin bil grundet isslag på vejen. Køretøjet endte på hovedet i grøften, men kvinden slap umiddelbart fra uheldet uden større skader.
Der skete endnu et færdselsuheld klokken 23.42 - denne gang på Amtsvejen i Gassum, hvor isslag endnu en gang medførte, at en bilist mistede herredømmet over sit køretøj. En 59-årig kvinde kørte i nordlig retning, da hun på grund af det glatte underlag kørte ud i autoværnet, inden bilen snurrede rundt og landede midt på kørebanen. Kvinden blev efterfølgende kørt til opsyn på hospitalet, men hun slap umiddelbart fra uheldet uden skader. Der skete betydeligt materielle skader på bilen.
Der er begået et indbrud på Nørrebrogade i Randers mellem juleaftensdag klokken 12 og anden juledag samme tid.
Tirsdag 27. december
Klokken 8.12 skete der et færdselsuheld på Østergade i Asferg i krydset ved Nørregade. En 43-årig mand foretog et venstresving med sin bil, hvor han påkørte en modkørende bil, der kørte ligeud i krydset. Den modkørende bil blev ført af en 25-årig kvinde, og ingen af de involverede kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 43-årige mand blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
En 44-årig mand blev fremstillet i grundlovsforhør klokken 13. Han er sigtet for at have begået indbrud på en skole i Randers C. Indbruddet blev begået natten til tirsdag klokken 3.29, og manden blev anholdt på sin bopæl i Randers C klokken 3.59. Ved grundlovsforhøret blev den 44-årige varetægtsfængslet i fire uger. Han erklærede sig delvist skyldig, men han valgte at kære kendelsen til landsretten. Østjyllands Politi ønsker ikke på nuværende tidspunkt at komme med flere oplysninger i sagen.
Der er begået et indbrud på Hulen ved Lindbjerg, der ligger nordøst for Randers, klokken 20.
Onsdag 28. december
Tre anmeldelser om indbrud fik politiet i løbet af onsdag. Det første indbrud blev begået på Gavnøvej i Dronningborg klokken 6.30. Senere kom en anmeldelse om et indbrud på Nyvej, der ligger tæt på Randers Statsskole. Indbruddet her er begået mellem tirsdag klokken 5.30 og onsdag klokken 9.30. Det sidste indbrud er begået mellem fredag 23. december klokken 12 og onsdag klokken 14 på Mariagervej i Randers C.
Fredag 30. december
Flere hundrede kilo fyrværkeri, som formodes stjålet, fandt en politipatrulje natten til fredag i en varebil nær Paderup.
Betjentene fik lidt over midnat øje på varebilen i rundkørslen ved Ringvej Syd og Merkurvej i Munkdrup syd for Randers, og de besluttede sig for at lave en rutinekontrol. De fik hurtigt dirigeret bilen ind til siden og fik kontakt med føreren, der oplyste sit navn og cpr-nummer og fortalte, at han havde glemt sit kørekort og ikke havde andet id på sig.
Betjentene besluttede at tage et kig bag i bilen, og det viste sig, at varerummet var delvist fyldt af kasser med fyrværkeri. Kasserne havde alle fået revet mærkaterne af, så man ikke kunne se, hvor det kom fra.
Da føreren af bilen ikke ville fortælle, hvor han havde købt fyrværkeriet henne, fik betjentene mistanke til, at det var stjålet, og han blev derfor anholdt og sigtet for tyveri fra et ukendt sted.
På grund af de store mængder fyrværkeri, der udgjorde omkring 300 kilo NEM (netto eksplosiv mængde), blev ammunitionsrydningstjenesten tilkaldt for at fjerne det hele på sikker vis.
Efter politiet spurgte yderligere ind til mandens identitet erkendte han, at han havde udgivet sig for at være en anden. Han opgav nu sit rigtige navn, og det viste sig, at han var en 41-årig mand fra Viborg, der i øvrigt er frakendt kørekortet. Han blev derfor også sigtet for at have opgivet falsk navn og for kørsel i frakendelsestiden.
Derudover bliver han formentligt sigtet for at have transporteret en større mængde fyrværkeri, der ikke var til eget brug.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere og forsøger at finde frem til, hvor fyrværkeriet stammer fra.
1. januar
Nytårsfejring i Randers forløb forholdsvis rolig. I Storegade blev nogle enkelte unge mænd sigtet af de tilstedeværende patruljer. En 19-årig mand var aggressiv og opfarende i nattelivet over for flere personer - også over for politiet. Han endte med at blive anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
En 22-årig mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig under sin bytur i Storegade. Samme sigtelse fik en anden 22-årig mand, der også var i besiddelse af kokain. Han blev desuden sigtet efter ordensbekendtgørelsen, da han havde forsøgt at starte et slagsmål ved en af beværtningerne i Storegade.
Nogle uoverensstemmelser om affyring af fyrværkeri eskalerede søndag aften på Grinden i Romalt. Omkring klokken 20.20 var en 52-årig kvinde ude at fyre noget fyrværkeri af sammen med sine børn på et offentligt græsareal, da en mand henvendte sig og bad dem stoppe affyringen.
Da kvinden ville fortsætte med at fyre af, endte det i et skænderi, og ifølge kvinden tog manden kortvarigt fat om halsen på hende, mens han råbte ad hende. Han gik efterfølgende ind i en bygning tæt på, og kvinden kontaktede politiet. Da patruljen kom frem, fandt de hurtigt frem til en 66-årig mand, som blev sigtet for vold.
Der er begået et indbrud på Tingvangen i Spentrup mellem fredag klokken 10 og søndag klokken 18.20.