Rådyr på glatis: Her bliver Bambi reddet
Der måtte både board og redningsbåd til for at få dyret i land.
Det kunne mest af alt minde om en meget kendt scene fra Disneys Juleshow.
Det var dog ramme alvor, da Frederiksborg Brand & Redning blev tilkaldt for at redde det, som de selv beskriver som ’Bambi på glatis’.
På Twitter skriver beredskabet, at et rådyr var blevet fanget på isen - og der blev indsat både isbåd og dykker i våddragt i forsøget på at redde det uheldige dyr.
En borger opdagede omkring klokken 12.25 det uheldige dyr i en skovsø i Gulbjerg Mose ved Slagslunde.
Det skriver sn.dk.
»Ud fra den melding sender jeg vores dykkertjeneste, som har forskellige typer af både og boards til redning af dyr og mennesker på is og den rigtige beklædning,« sigerOle Hermansen, der var Frederiksborg Brand og Rednings indsatsleder på stedet, til sn.dk.
Ifølge en repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse, der også var på stedet, var dyret afkræftet.
Indsatslederen fortæller videre, at rådyret - som i juleshowet - lå med benene ud til alle sider og - som Bambi - forsøgte at rejse sig.
Det lykkedes ikke at redde dyret med et board, men en oppustelig båd gjorde opgaven.
På land blev rådyret overgivet til Dyrenes Beskyttelse.
»Efter at have sundet sig i cirka 10 minutter, kunne det selv rejse sig op, og lidt efter forsvandt det ind i skoven,« skriver sn.dk.