Fortsæt til indhold

Politiet sætter overvågning op midt i Aarhus

For at styrke indsatsen nytårsaften vil politiet blandt andet benytte sig af midlertidig overvågning af Store Torv i den centrale del af Aarhus.

Krimi
jwh

Mange mennesker er traditionen tro samlet på Store Torv i den centrale del af Aarhus, når det nye år skydes ind med fest og krudt. På den baggrund er der ifølge politiet en nærliggende risiko for, at der kan opstå uro og fare for den enkelte persons sikkerhed, herunder ved affyring af fyrværkeri.

Derfor vælger Østjyllands Politi i år at benytte sig af midlertidig overvågning nytårsaften på lige netop Store Torv, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

»Vi vil være meget synlige nytårsaften med patruljer i hele politikredsen, og vi vil have en ekstra opmærksomhed de steder, hvor vi erfaringsvis ved, at der samles mange mennesker,« siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen, der pointerer, at overvågningen kun er en lille del af en samlet indsats.

»Overvågningen på Store Torv skal ses som et ekstra redskab i indsatsen for at opretholde ro og orden, og vi er særligt opmærksomme på affyring af fyrværkeri på uforsvarlig vis. Vi vil gøre vores til, at folk får en tryg og festlig nytårsaften, og jeg vil gerne opfordre til, at vi alle passer på hinanden, « siger chefpolitiinspektøren.

Kameraerne vil blive sat i drift den 31. december kl. 18.00 og vil blive taget ned igen den 1. januar kl. 10.00. Der er skiltet med information om overvågningen på Store Torv.