Cyklist i kritisk tilstand: Klemt under bus
"Kritisk."
Sådan lyder politiets vurdering af en cyklists tilstand, efter vedkommende tirsdag eftermiddag klokken 13.15 blev påkørt og derefter kom i klemme under en bybus på Ringstedgade i udkanten af Næstved. Det skriver TV2 Øst.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at en forbipasserende slog alarm, og man straks sendte en lægehelikopter til stedet, som fragtede cyklisten til Rigshospitalets Traumecenter i København.
"Cyklisten er angiveligt svinget ud foran en bus. Personen på cyklen er kørt i sammen færdselsretning som bussen, men personen kom så i klemme," siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ole Hald, Ole Hald, til TV2 Øst.
Vidner afhøres på stedet, mens en tilkaldt bilinspektør forsøger med at klarlægge omstændighederne omkring den alvorlige ulykke.
jn