Nu igen: Ambulance i frontalt sammenstød med personbil - fire tilskadekomne personer
Det er tre dage siden, at en anden ambulance var involveret i et uheld samme sted.
Arkiv
En ambulance og en personbil bragede fredag sammen i en trafikulykke ved Mosede Landevej og Skælvej i Greve syd for København.
Det er blot tre dage siden, at en anden ambulance var involveret i et uheld samme sted.
"Vi er til stede derude med både patruljer og indsatsleder. Der er også tre ambulancer til stede, som er i færd med at behandle de tilskadekomne," siger Camilla Schouw Broholm, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.
Fire personer pådrog sig mindre skader ved ulykken.
Politiet ved endnu ikke, hvad der var skyld i uheldet, eller om ambulancen var i færd med en udrykning.