Fortsæt til indhold

Mand flygtede fra trafikulykke: Efterlod kone og barn på stedet

Patruljen fandt den 39-årige og hans bil - med synlige skader - på hans bopæl

Krimi
Arkiv

Tirsdag morgen klokken 06.29 kørte en patrulje fra Østjyllands Politi til et færdselsuheld i Viby i krydset mellem Alleen og Storskovvej. Da patruljen ankom til stedet, fandt den kun den ene af bilerne, der var involveret i uheldet.

Vidner på stedet forklarede, at en sølvgrå bil, kørende ad Alleen, havde slingret voldsomt over midterlinien og herved ramt siden af en modkørende bil, ført af en 60-årig mandlig bilist. Den sølvgrå bil var kort efter uheldet kørt fra stedet, men havde først sat en kvinde og et barn af, som nu sad i en taxa på stedet.

Kvinden kunne bekræfte, at de havde været i den sølvgrå bil, som blev ført af en 39-årig mandlig bilist, der var kvindes mand. Manden havde først ikke villet standse, men da hun insisterede, havde han sat hende og sønnen af - og var derefter kørt fra stedet.

Patruljen fandt den 39-årige og hans bil - med synlige skader - på hans bopæl. Det viste sig her, at hverken bilen eller den 39-årige burde have været på vejene. Den 39-årige mand blev sigtet for at have kørt fra et færdselsuheld, for at overskride rette placering på vejen, for kørsel uden førerret, for at køre et ikke-registreret køretøj, for uberettiget brug af nummerplader og for manglende forsikring på bilen, oplyser Østjyllands Politi.