Politiet træner kortegekørsel i Aarhus i dag
Ingen grund til panik. Det er kun en øvelse
Hvis du i dag torsdag ser en del patruljebiler og politimotorcykler i Aarhus C, er der ingen grund til at gå i panik.
Sådan lyder det fra Østjyllands Politi, som oplyser, at det drejer sig om træning i kortegekørsel, og at man træner forskellige scenarier.
"Vi træner i at køre med personer, vi skal passe særligt på, som for eksempel statsoverhoveder. En politimand optræder som den person, der skal passes på, og vi går ind i bygninger med videre og træner forskellige scenarier og evakueringsøvelser," uddyber Østjyllands Politis pressemedarbejder Jakob Christiansen overfor Lokalavisen.
"Det er ikke så tit, vi træner det, men det er vigtigt at holde vedlige, så vi ved præcis, hvordan vi skal reagere i en virkelig hændelse."
Politiet vil ikke oplyse nærmere detaljer, om hvad der kommer til at ske hvor, da øvelserne skal være så virkelighedstro som muligt.
Træningen begyndte i morges i lufthavnen i Tirstrup og fortsætter i midtbyen i Aarhus frem til omkring klokken 14.