Kan ikke anbefales: Skar taget af sin bil
Ung mand skar taget af sin bil for at få en åben bil
En betjent i Aalborg spærrede øjnene op, da han var ude at køre patrulje og så en parkeret bil, der manglede taget.
Var der tale om groft hærværk?
Nej, det viste sig, at bilens unge ejer selv havde fjernet taget på sin røde Suzuki Balena, fordi han gerne ville have en Cabriolet.
Sammen med en kammerat havde han fjernet tag, dørstolper og vinduesrammer med en vinkelsliber.
Den går bare ikke, oplyser politiet.
”Nok er der særdeles varmt i disse dage, men bilens konstruktion og stabilitet er jo helt og aldeles ødelagt ved sådan en manøvre, så lad os slå fast, at det altså både er ulovligt og farligt,” skriver Nordjyllands Politi på Facebook.
Politiet klippede nummerpladerne på stedet, og Suzuki-cabrioleten sendes til skrot. Og den unge mand får en bøde for at overtræde Færdselsloven.
jr