22-årig voldsmand stak af, men blev fanget på diskotek
22-årig mand anholdt og sigtet for vold og trusler på livet i Grenaas natteliv
Natten til søndag klokken 05.17 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person var blevet udsat for vold på Torvet i Grenaa.
Da patruljen kom frem stod offeret på stedet sammen med noget familie, og han forklarede, at en 22-årig mand, som han kendte, helt umotiveret havde nikket ham en skalle.
Den 22-årige gerningsmand befandt sig nu på et pizzeria i nærheden, men mens betjentene stod og talte med den forurettede, fik gerningsmanden held til at stikke af via en bagdør.
Betjentene satte efter, men det lykkedes i første omgang ikke at fange gerningsmanden.
Lidt senere, klokken 05.58, blev betjentene kontaktet af dørmændene på et diskotek i Lillegade, hvor man havde tilbageholdt den 22-årige gerningsmand.
I forbindelse med den civile anholdelse havde den 22-årige råbt trusler efter de tre personer, der havde tilbageholdt ham.
Da betjentene kort efter kom til stedet, kunne de anholde den 22-årige, som derfor både blev sigtet for vold og for trusler på livet.
dp