Knallert kørte ud foran bil - kvinde på skadestuen
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En ung kvinde på 17 år blev mandag eftermiddag kørt på skadestuen med et muligt benbrud, efter hun havde været indblandet i et færdselsuheld.
Klokken 15.53 kom den 17-årige kørende på sin knallert fra Hovmarken i Lystrup i retning mod Sønderskovvej, da hun ifølge politiet formentlig ikke overholdt sin vigepligt.
Det resulterede i, at hun på Sønderskovvej kørte ud foran en bil ført af en 27-årig kvinde.
Færdsel
Mandag kl. 07.38 skete der et færdselsuheld på Genvejen ved Viby. I den tætte morgentrafik påkørte en 53-årig mandlig bilist en forankørende bil, ført af en 21-årig kvinde, der efterfølgende blev skubbet frem i en anden bil, ført af en 20-årig kvinde, der blev skubbet frem i en tredje bil, der blev ført af en 53-årig mand. Der skete kun materiel skade ved harmonikasammenstødet.
Mandag kl. 10.19 skete der et færdselsuheld på Østergade i Aarhus C. En 51-årig kvindelig cyklist kom cyklende ad Østergade, da hun blev ramt på sin venstre side af en knallert, ført af en 66-årig mand, der kom kørende i samme retning. Der skete kun mindre materiel skade ved sammenstødet.
Mandag kl. 10.29 skete der et færdselsuheld på Grenaavej i Egå. En 56-årig mandlig bilist kom kørende ad Grenaavej, og kørte formentlig frem for rødt lys i krydset ved Hjortshøjvej, hvorefter han påkørte en anden bil, der blev ført af en 63-årig kvinde. Parterne blev kørt til kontrol på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet til skade ved sammenstødet.
Mandag kl. 19.10 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, for generende/forstyrrende kørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.
Mandag kl. 21.04 blev en 32-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun blev standset af en patrulje på Åhavevej i Viby J.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Aarhus:
- På Ydunsvej i Åbyhøj begået mellem søndag den 27/10 kl. 22.30 og mandag den 28/10 kl. 07.00
- På Skovparken i Risskov begået mellem torsdag den 24/10 kl. 18.00 og mandag den 28/10 kl. 11.00
- På Vorregårds Allé i Aarhus N begået mellem mandag den 30/9 kl. 15.00 og onsdag den 23/10 kl. 08.45
- På Tjelevej i Risskov begået mellem søndag den 27/10 kl. 18.00 og mandag den 28/10 kl. 14.00
- På Kjeldsbjergvej i Elev, Lystrup begået mandag den 28/10 mellem kl. 18.45 og kl. 22.00