Fortsæt til indhold

Politirapporten: Vagt løb hurtigt og indhentede tyv

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport for det seneste døgn i Aarhus

Krimi
Arkiv

En vagt med kvikke fødder tilbageholdt mandag omkring klokken 23.00 en 32-årig mand, som efterfølgend er blevet sigtet for at stjæle kabler fra en virksomhed på P.O. Pedersens Vej i Skejby. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Vagten kørte rundt i området, da han opdagede to mistænkelige mænd, som luskede rundt tæt på virksomheden. De fik meget travlt, da de så vagten og løb hen mod et hegn, som de begyndte at kravle over.

Det var dog kun den ene mand, der slap væk, for vagten nåede frem, inden den anden kravlede over hegnet. Den tilbageholdte viste sig at være en 32-årig mand, som blev anholdt, da politiet kort efter kom frem.

Tæt på, hvor mændene havde gået, fandt en hundepatrulje nogle kabler, som mændene efter al sandsynlighed har stjålet fra virksomheden. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til den anden gerningsmand, fremgår det af døgnrapporten.

Døgnets øvrige hændelser

Færdsel

Mandag klokken 14.00 skete der et færdselsuheld i krydset Viby Ringvej/Egsagervej i Åbyhøj. En 45-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 39-årig mand, som bremsede for gult. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 45-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand.

Mandag klokken 23.49 skete der et færdselsuheld i krydset Vorregårds Allé/Risvang Allé i Aarhus N. En 25-årig mandlig bilist kørte ind i en bil ført af en 21-årig mand.

Indbrud

• På Februarvej i Aarhus V begået mellem fredag d. 1/11 klokken 18.00 og mandag d. 4/11 klokken 14.35

jwh