Fortsæt til indhold

Teenager fik stjålet dankort i pirattaxa

Her er et uddrag fra Østjylland Politis døgnrapport 2. januar.

Krimi
ksa

En 19-årig mand anmeldte søndag eftermiddag, at han natten til søndag havde været udsat for tyveri efter en tur i en pirattaxa i Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Den 19-årige fortalte, at han omkring klokken 2.00 havde sat sig ind i en stationcar og havde aftalt en pris med føreren af bilen.

Da den 19-årige kom frem til det aftalte sted, betalte han med sit kreditkort i en kortlæser i bilen.

Efterfølgende tilbød chaufføren en cigaret og indledte en længere samtale, inden den 19-årige gik derfra. Først noget tid efter opdagede den unge mand, at hans dankort var blevet stjålet, og at der var hævet flere tusinde kroner på det.

Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig benytter sig af pirattaxa, da politiet løbende får anmeldelser fra folk, der er blevet bestjålet eller har været udsat for røveri efter en tur i pirattaxa.

Flere unge mænd sigtet efter fund af stoffer

Søndag aften blev tre unge mænd sigtet for forsøg på salg af stoffer ved to forskellige episoder i Aarhus.

En patrulje fik klokken 21 mistanke om, at der foregik narkosalg på Åbyhøjgård i Åbyhøj, da de så nogle mænd i to biler, der holdt i tomgang ved siden af hinanden.

I den ene bil sad en 24-årig mand, der under visitationen blev fundet i besiddelse af flere salgsposer med kokain og MDMA samt nogle tramadolpiller. Han havde desuden nogle hundrede kroner i kontanter på sig.

Både stoffer og penge blev beslaglagt, og den 24-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

I den anden bil sad en 23-årig mand, der havde et par tramadolpiller på sig, og han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Senere samme aften klokken 23.58 blev to unge mænd på 18 og 19 år også anholdt og sigtet for at ville sælge narko, da de blev standset af en patrulje på Møllevangs Allé. Under visitationen af dem beslaglagde betjentene flere salgsposer med kokain.

Brand i villa

Søndag morgen klokken 08.10 rykkede politi og brandvæsen ud til en brand i en villa på Bavnegårdsvej i Kolt ved Hasselager. Beboerne i huset var hurtigt ude, og ingen personer kom umiddelbart noget til. Branden er formentligt startet under taget, og dele af den øverste del af huset blev beskadiget. Brandårsagen er endnu ukendt.