Politiet jagter disse personer: "Hvem er de, og hvor bor de?"
Københavns Vestegns Politi efterlyser tre mænd og en kvinde, som mistænkes for at stå bag flere aktuelle tricktyverier i Storkøbenhavn.
Københavns Vestegns Politi efterforsker aktuelt en række tricktyverier begået i hovedstadsområdet i den seneste tid – blandt andet i Ballerup, Herlev og Gladsaxe – og sætter nu tre mænd og en kvinde i forbindelse med tyverierne.
"Der er typisk tale om, at ældre medborgere først får afluret deres PIN-kode ved kassen i et supermarked, bliver fulgt et stykke væk derfra og så får frastjålet deres kreditkort i forvirringen ved et tricktyveri – og derefter bliver kontoen lænset i hæveautomater," siger politikommissær Jørn Møller Nielsen fra Københavns Vestegns Politi.
Indtil videre undersøger politiet syv forhold, hvor der samlet er mistet penge for cirka 50.000 kroner.
"Vi ved, at kvinden er rumænsk statsborger og indrejst i Danmark i oktober – men hvem de andre er, og hvor de fire opholder de sig henne, vil vi meget gerne vide," siger politikommissæren, som opfordrer til, at man straks kontakter Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448 eller nærmeste politi, hvis man har kendskab til dem.
Signalement og foto
Se de ret gode fotos af de fire mistænkte og læs deres signalementer herunder.