Flugtbilist kørte ind i politibil, over for rødt, venstre om helleanlæg og endte i en hæk
Påvirket mand endte med otte sigtelser efter flugtkørsel i nat
En 21-årig mand endte med otte sigtelser, efter han natten til torsdag blev anholdt efter flugtkørsel i Højbjerg.
En politipatrulje gjorde kl. 00.30 tegn til, at han skulle standse på Rosenvangs Allé i Højbjerg, men han trådte i stedet på speederen og forsøgte at flygte fra patruljen.
Under flugten ramte han ind i politiets bil, kørte over for rødt og kørte venstre om et helleanlæg, inden han til sidst kørte ind i en hæk ved Højbjerg Bibliotek, oplyser Østjyllands Politi.
Betjentene mistede ham af syne, da han fortsatte flugten til fods, men en tilkaldt hundepatrulje fik færten af ham og fandt ham i en have, hvor han lå og gemte sig.
Den 21-årige mand anholdt og siget for ikke at efterkomme politiets anvisninger. Derudover blev han sigtet for både narko-og spritkørsel, da han erkendte at have været påvirket af hash og alkohol under kørslen. I bilen blev der desuden fundet en mindre mængde hash.
Samlet set nåede han op på otte sigtelser for:
• Narkokørsel
• Spritkørsel
• Ikke at efterkomme politiets anvisninger
• Kørsel over for rødt
• Kørsel venstre om et helleanlæg
• Manglende brug af blinklys
• Ikke at overholde sine forpligtelser ved et færdselsuheld
• Besiddelse af euforiserende stoffer
jr