Drabsmand ringede og fortalte politiet om drab på kvinde - så lagde han på og slog til igen
To kvinder på henholdsvis 31 og 35 år er fredag morgen blevet fundet dræbt på to forskellige adresser i Ruds Vedby og Kundby på Sjælland. En 39-årig formodet gerningsmand er anholdt i sagen.
Midt- og Vestsjællands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi afholdt et samlet pressemøde om hændelse på Næstved Politigård klokken 12, og her kom det frem, at den 39-årige mand selv kontaktede politiet telefonisk klokken 04.30 natten til fredag og fortalte, at han havde dræbt den 31-årige kvinde i Ruds Vedby.
Politiet forsøgte at fastholde kontakten med manden over telefonen, men det lykkedes ikke. Næste gang man hørte fra ham, fortalte han, at han havde begået noget nyt - denne gang i Kundby. Herefter lykkedes det politiet at overtale manden til at komme ind på politigården og melde sig selv, fortalte politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, på pressemødet.
Politiet understregede på mødet, at man er på et meget tidligt stadie i efterforskningen af sagen, som man betegner som "en meget usædvanlig drabssag". Den 39-årige er endnu ikke blevet afhørt om et muligt motiv. Det vil han blive senere i eftermiddag.
Drabsmanden og de dræbte havde en familiemæssig relation med hinanden, men mere vil politiet fortsat ikke sige i den sammenhæng.
De pårørende til de dræbte kvinder er underrettet.
Se flere fotos og video på localeyes.dk.