Et fatamorgana af en betalingsring
Forslaget om en betalingsring handler om, at bilisterne skal straffes for, at politikerne ikke formår at skabe et bedre alternativ til bilen, skriver chefredaktøren
I sidste uge støvede Alternativet og SF i byrådet en gammel trafikpolitisk traver af igen og foreslog, at der fra 2025 skal indføres en betalingsring i Aarhus.
Årsagen til, at man hev betalingsringen op af mølposen igen, var, at den nu skulle være et middel til at sænke CO2-udledningen og dermed sikre kommunens mål om at blive CO2-neutral i 2030. Ifølge de to partier skal en betalingsring betyde, at el-biler og andre køretøjer, der ikke udleder CO2, kan køre gratis ind og ud af byen, mens andre køretøjer skal betale en afgift. Måske 20 eller 30 kroner for at køre ind i byen.
SF’s Jan Ravn Christensen begrundede det genopståede forslag således til denne avis:
"Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod for at ændre forureningen fra transport. Vi kan godt blive ved med at tale om, at vi skal opprioritere kollektiv trafik og cykelstier, men uanset hvor meget der er talt om det, er virkeligheden, at muligheden for at tage bussen, letbanen eller cyklen for mange slet ikke er attraktiv nok. Samtidigt bliver det voldsomt dyrt at sikre, at alternativerne til bilen bliver attraktive for de fleste. Derfor bliver vi nødt til at gøre forurenende biler mindre attraktive."
Altså – oversat betyder det, at selv om man fra kommunal side bruger formuer på cykelstier, busser og letbane, så er tilbuddet bare ikke reelle alternativer til bilen for de fleste aarhusianere, der derfor er afhængige af at kunne bruge deres bil.
Og for dén kommunale uduelighed mener SF og Alternativet, at man skal straffe bilisterne! Ja, for det er selvklart bilisterne, der er de skyldige i, at det ikke lykkes kommunen at tilbyde tilpas smidige og effektive alternativer, således at mange er nødt til at tage bilen for at kunne passe deres arbejde.
Det er også den almindelige aarhusianers 'skyld', at man ikke har råd til at købe en Tesla og derfor er nødt til at købe en bil, som kører på fossile brændstoffer.
At det så ydermere viser sig, at det ikke engang er en beslutning, som byrådet kan træffe, fordi det kræver en ændring af loven, hvorfor det kræver, at Folketinget først skal vedtage en ny lov, gør bare, at forslaget i den grad fremstår som et fatamorgana.
Med venlig hilsen
Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør