Butikstyv forsøgte at stikke af Føtex-medarbejdere
Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
Østjyllands Politi fik tirsdag klokken 12.06 en anmeldelse fra Føtex på Frederiks Allé i Aarhus, hvor personalet havde tilbageholdt en udenlandsk mand, som havde forsøgt at stjæle fra butikken. Han havde igangsat alarmerne ved udgangen, da han havde forsøgt at forlade butikken med en sort sportstaske. Da manden var kommet udenfor, havde han smidt tasken fra sig og var begyndt at løbe fra stedet.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
En af de ansatte løb efter ham og fik kontakt til manden, der dog var meget aggressiv over for Føtex-medarbejderen, der derfor nøjedes med at følge efter manden, mens han ringede efter assistance. Kort efter kom en anden medarbejder til stedet, og sammen fik de manden ført tilbage til butikken, hvorefter der blev ringet til politiet.
Ved gennemgang af mandens sportstaske blev der fundet knive, sakse og el-tandbørster til en samlet værdi af godt 1.000 kroner. Politiet kom til stedet, og den 37-årige, polske mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri. På politigården blev manden afhørt og modtog en straksbøde på 2.000 kroner, oplyser politiet.
Døgnets øvrige hændelser
Færdsel
Tirsdag klokken 08.01 skete der et færdselsuheld på Olof Palmes Allé i Aarhus N. En 39-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sin bil og kørte op over fortovskanten og endte inde på letbaneskinnerne. Aarhus Letbane blev med det samme orienteret om uheldet, og kørslen med letbanen på strækningen blev kortvarigt indstillet, mens bilen blev fjernet. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.
Tirsdag klokken 15.03 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på den Østjyske Motorvej ved Tilst.
Tirsdag klokken 15.15 skete der et færdselsuheld på Åby Ringvej i Aarhus V. En 47-årig mandlig lastbilchauffør kom kørende ad Åby Ringvej, da han ville skifte vognbane og overså en anden bil, ført af en 27-årig mand, der kom kørende ved siden af i samme retning. Der skete sammenstød mellem de to biler, men umiddelbart kun med materiel skade til følge. Den 47-årige lastbilchauffør, der er tjekkisk statsborger, blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og fik en straksbøde på 2500 kroner, som han betalte kontant.
Tirsdag klokken 15.37 skete der et færdselsuheld på Søren Frichs Vej i Åbyhøj. Tre biler kørte sammen i et harmonikasammenstød og én person blev kørt på skadestuen til nærmere undersøgelse, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Tirsdag klokken 16.23 skete der et færdselsuheld på Gammel Horsensvej i Solbjerg. En 53-årig mandlig bilist påkørte en bil ført af en 80-årig mand, da den 80-årige angiveligt overså sin vigepligt og kørte ud foran den 53-årige. Der var umiddelbart ingen der kom alvorligt til skade.
Tirsdag klokken 16.45 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V. En 19-årig mandlig bilist kørte ad Viborgvej, da han trak over spærrelinjerne og påkørte en bil, ført af en 28-årig mand, der kørte i modsatte retning. Der blev spærret for alt trafik på stedet, mens oprydningsarbejdet stod på, hvilket gav en del kødannelse i eftermiddagstrafikken. klokken 17.27 blev der atter åbnet op for færdsel på stedet. Igen af de implicerede kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
Tirsdag klokken 20.23 blev en 69-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel på Grenåvej i Egå. Den 69-årige var væltet ud på kørebanen på sin knallert, hvor vidner tilbageholdt ham og tilkaldte politiet.
Indbrud
- På Frederiks Allé i Aarhus C begået mellem mandag den 25/11 klokken 12.00 og tirsdag den 26/11 klokken 12.30
- På Bavnegårdsvej i Kolt, Hasselager begået tirsdag den 26/11 mellem klokken 08.00 og klokken 19.40
- På Sophus Bauditz Vej i Åbyhøj begået tirsdag den 26/11 mellem klokken 04.00 og 20.10
- På Ørnehøjen i Lystrup begået tirsdag den 26/11 mellem klokken 12.00 og klokken 23.00