Akutlægebil torpederer bil under udrykning: En person dræbt
En 60-årig mand mistede søndag klokken 12.25 livet i en alvorlig trafikulykke på Rødbyvej ved Hillested uden for Maribo. Det skriver Folketidende.dk.
Den 60-årige bilist havde trukket ind til siden i forbindelse med, at en ambulance kom kørende med fuld udrykning. Manden har tilsyneladende ikke set, at en akutlægebil fulgte efter ambulancen, så da han foretog en U-vending, efter ambulancen havde passeret, blev hans bil torpederet af akutlægebilen.
Efter dødsulykken var vejen spærret i længere tid.
Udover den dræbte, blev to paramedicinere, som sad i akutlægebilen lettere kvæstet. Ifølge Folketidende.dk skal det undersøges, om føreren af akutlægebilen skal sigtes for at have overtrådt udrykningsbekendtgørelsen.
De pårørende til den afdøde er underrettet.
jn