Fortsæt til indhold

Politiet finder 11-årig kidnappet pige i Aarhus

Krimi
Arkiv

Et ulykkeligt familiedrama med rødder i Italien er i juledagene blevet et dansk anliggende.

En 11-årig pige, som 20. december blev kidnappet af sin far ved en skole i Milano, er nemlig blevet fundet i Aarhus, skriver B.T. efter oplysninger fra den italienske avis La Repubblica.

Østjyllands Politi bekræfter oplysningerne og fortæller, at pigen er i god behold. Hun vil nu blive hentet i Danmark af sin mor, som har forældremyndigheden.

Var det ikke for den 11-årige pige selv, var historien nok ikke endt med, at de to ville nå at blive genforenet inden jul. Ifølge La Repubblica var det nemlig hende, som ledte politiet på sporet.

Nærmest som et lille julemirakel ringede hun nemlig fra Aarhus søndag aften til sin mor i Italien, hvilket gav politiet mulighed for at spore opkaldet. Samtidig sendte hun sin position til sin mor ved hjælp af Google Maps, og derfra gik politiarbejdet i gang. Italiensk politi tog kontakt til Østjyllands Politi, som kunne rykke til adressen og få fat i pigen.

Faren står nu overfor en anklage om kidnapning.

jn