Som sunket i jorden: Ingen har set ham i tre uger
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere spor at gå efter i sagen om den unge græske mand, Nikolaos Isidoros Theodoridis, der ikke dukkede op til en planmæssig afrejse fra Aalborg Lufthavn den 2. december.
Lederen af politiets efterforskning i sagen, politikommissær Kenneth Rodam, oplyser, at politiet i de sidste uger forgæves har ledt efter Nikolaos i Nordjylland.
"Vi har i den seneste tid foretaget adskillige efterforskningsskridt i sagen i et forsøg på at finde frem til den eftersøgte unge mand. Uden held. Derfor appellerer vi til, at man ringer til os på telefon 1-1-4, hvis man har oplysninger i sagen," siger politikommissær Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Politi ved, at Nikolaos Isidoros Theodoridis ankom til Aalborg med et fly fra København tirsdag den 26. november klokken 23.50. Han kontaktede sin familie kort efter sin ankomst, og derpå forlod han Aalborg Lufthavn.
Politiets efterforsknings-arbejde har siden dokumenteret, at han kort efter sin ankomst havde taget ophold i det centrale Nørresundby.
"Men derefter har vi ingen informationer om hans færden, og det gør os bekymrede for ham, fordi ingen har hørt fra ham i mere end tre uger," siger Kenneth Rodam.
Nikolaos Isidoros Theodoridis’ beskrives som: Mand, 19 år, 170 cm. høj, tynd, brunt hår og brune øjne.
Han var, da han forlod Aalborg Lufthavn, iført en lys jakke, mørk trøje med lyst print på brystet, sorte bukser og mørke sko. Han medbragte desuden en mørk rygsæk.