Motorcykel standset i nat: Alt var galt
Jacob Nielsen
Politiet standsede natten til tirsdag klokken 02.55 en motorcykel, som kom kørende på Vestervej i Ebeltoft - og det viste sig at være en god idé.
Motorcyklen blev ført af en 17-årig mand, som slet ikke havde sikkerhed og gældende regler i tankerne.
Den unge mand havde ikke førerret til motorcykel, han bar ikke styrthjelm og blev ligeledes konstateret påvirket af alkohol, oplyser Østjyllands Politi, som anholdt manden på stedet.
Beruset bilist
Østjyllands Politi har det seneste døgn standset endnu en spritbilist i Ebeltoft. Det drejer sig om en 48-årig mandlig bilist, som blev standset på Røndevej mandag klokken 11.08.
Manden var i øvrigt frakendt førerretten i forvejen, oplyser politiet.