Fortsæt til indhold

17-årig bilist forsøgte at narre politiet: Brugte vens cpr-nummer

Politiet hoppede ikke på 17-årig mands trick, da han forsøgte at narre betjente med en vens cpr-nummer

Krimi
Arkiv

En ung bilist var torsdag ved at bringe sin ven i fedtefadet, da han blev standset på Randersvej i Aarhus N. En patrulje standsede klokken 15.56 den bil, han kørte i, og da de bad ham om at se hans kørekort, fortalte han, at han havde glemt det. Han oplyste i stedet sit cpr-nummer.

Betjentene slog cpr-nummeret op, og personen havde godt nok kørekort, men de var ikke helt overbeviste om, at den unge mand foran dem matchede med cpr-nummeret.

De stillede derfor nogle kontrolspørgsmål om bopæl og mellemnavn, og den test bestod bilisten ikke. Han blev derfor sigtet for at opgive falsk navn, og da patruljen fandt et mastercard med et helt andet navn på, gik bilisten til bekendelse, og indrømmede, at han var en 17-årig dreng uden kørekort. Han blev derfor også sigtet for at køre uden førerret, og hans forældre, og de sociale myndigheder blev underrettet.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jwh