Fortsæt til indhold

Mand sigtet for at have løsgående og aggressiv hund

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi blev natten til mandag kl. 00.22 kontaktet af en kvinde, der havde set en løsgående schæferhund på Bymosevej i Hasle, Aarhus V. Kvinden havde set hunden gå løs rundt i området siden sidst på eftermiddagen, og hun syntes, den virkede aggressiv og gøede meget.

Da politiet kom til stedet, lå hunden på en græsplæne, og den knurrede og gøede at betjentene, da de forsøgte at nærme sig den.

I samme øjeblik kom en 21-årig mand ud fra en lejlighed og oplyste, at han var ejer af hunden.

Han kaldte den til sig og lukkede den ind i lejligheden. Da hunden ikke bar noget halsbånd og gik løs omkring, blev den 21-årige mand sigtet for overtrædelse af hundeloven.

Unge drenge på nattur

En vaks borger kontaktede kl. 00.51 natten til mandag Østjyllands Politi, da han havde observeret fire drenge, der var i færd med at bryde ind i et cykelskur på Anker Jensens Vej i Åbyhøj. Borgere havde set, at den ene af drengene klippede hængelåsen op med en boltsaks, hvorefter de alle fire forsøgte at få døren op ved at hive og flå i den. Det larmede dog så meget, at drengene angiveligt blev enige om at stikke af fra stedet med uforrettet sag.

Borgeren havde dog et ret godt signalement af de fire drenge, og det blev rundkastet til patruljerne i området. Kort tid efter blev to af drengene, på 16 og 17, spottet på Søren Frichs Vej, hvor de stod og pustede ud, som om de netop havde løbet. De blev begge anholdt, sigtet for forsøg på tyveri og kørt til politigården. Kort tid efter blev de to andre drenge, på 15 og 16 år, også set af en patrulje på Tousvej, og de blev også begge anholdt og sigtet for forsøg på tyveri og kørt til politigården.

Plæneklippertyv vendte retur

Østjyllands Politi fik søndag kl. 21.03 en henvendelse fra Bilka på Agerøvej i Tilst. En vagt havde spottet en mand i butikken, som han kunne genkende fra et tyveri dagen før. Lørdag aften ved 23-tiden havde manden, sammen med to andre, taget tre robotplæneklippere udenfor i havecenteret, hvorefter de havde kastet dem over hegnet og ud på parkeringspladsen. Dette havde vagten efterfølgende set på videoovervågningen, og nu var den ene af de tre mænd altså retur i butikken. Der blev sendt en patrulje til stedet, og den 34-årige mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Færdsel

Søndag kl. 16.34 skete der et færdselsuheld på Spanien i Aarhus, hvor fire personbiler stødte sammen i et harmonikasammenstød. En 36-årig mandlig bilist kom kørende som den bagerste bil og nåede ikke at bremse og kørte derfor ind i bilen foran, der blev ført af en 38-årig mand. Hans bil blev skubbet frem i bilen foran, ført af en 21-årig mand, hvis bil derefter blev skubbet op i den forreste bil, der blev ført af en 52-årig mand. Alle fire biler fik betydelige skader ved sammenstødet, men der skete umiddelbart ingen personskade.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Aarhus:

På Stennehøj Allé i Højbjerg begået søndag den 2/6 mellem kl. 12.35 og kl. 12.45

På Sejrs Allé i Risskov begået mellem tirsdag den 28/5 kl. 15.30 og søndag den 2/6 kl. 16.50

På Tranevej i Risskov begået mellem torsdag den 30/5 kl. 10.00 og søndag den 2/6 kl. 18.15

På Katterhøjvej i Højbjerg begået mellem torsdag den 30/5 kl. 10.00 og søndag den 2/6 kl. 18.40