Stort fald i antallet af dræbte børn og unge i trafikken
Dødsulykker med børn og unge i trafikken er faldet drastisk de seneste 10 år
Der er gode nyheder fra de danske veje.
Vejdirektoratet har netop offentliggjort de endelige ulykkestal for 2018. Tallene viser, at 171 mennesker mistede livet i trafikken sidste år. Det er det næstlaveste tal, siden Vejdirektoratet begyndte at føre statistik på området.
En forklaring på de færre dræbte kan blandt andet være bedre indretning af vejene, hastighedskontrol og mere sikre biler, som gør ulykkerne mindre alvorlige.
Faldet i dræbte og tilskadekomne har især været stort blandt børn og unge i alderen 0-24 år. Fra 2008 til 2018 er antallet af børn og unge, der blev dræbt eller kom til skade i trafikken, faldet med 62 %, mens antallet af dræbte og tilskadekomne over 24 år er faldet med 36 %.
Næsten halvdelen af de børn i alderen 0-14 år, som blev dræbt eller kom til skade i trafikken i 2018, var passagerer i en bil, og knap en tredjedel var fodgængere.
Næsten halvdelen af de 15-17-årige, som blev dræbt eller kom til skade i trafikken i 2018, kørte på knallert, og næsten to tredjedele af de 18-24-årige kørte i personbil, varebil eller på motorcykel, viser Vejdirektoratets tal.
jn