Luskede rundt i have og bankede på en rude
Politiet efterlyser en mand, som torsdag morgen befandt sig i en privat have
En 47-årig mand bemærkede torsdag morgen ved 7.15-tiden, at en person luskede rundt i sin have og på terrassen ved hans bolig på Skovbrynet i det centrale Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da den 47-årige mand fik øjenkontakt med ham, gik manden hen til en rude og bankede på og spurgte på gebrokkent dansk efter sin hund. Han havde dog ingen hundesnor eller lignende med, og den 47-årige havde heller ikke set ham i området før. Der blev sendt en patrulje til stedet, der forgæves ledte efter manden i området.
"Såfremt man ser en mistænkelig person, som man ikke har set før, i sit nærområde, så er det helt rigtige at tage kontakt til personen og spørge ind til, hvad han/hun laver. Hvis det er én, der har hensigter om at begå kriminalitet, fx indbrud eller tricktyveri, så kan en nysgerrig nabo nemlig være med til skræmme vedkommende væk," lyder opfordringen fra Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jwh