Politiet mandsopdækker deltagerne ved året Tour de Druk
Ulykker, hærværk og hærgen skal begrænses, når op mod 3.000 unge går druk-march i Nordsjælland søndag
Når op mod 3.000 unge på søndag den 8. juni drager på den årlige øl-march "Tour de Druk" fra Snekkersten Havn til Kronborg i Helsingør, vil der bliver holdt ekstra godt øje med dem.
"Sidste år endte marchen tragisk, da en beruset og kåd mand kravlede op på et holdende tog. Her blev han ramt af togets køreledning, hvilket sendte store mængder strøm igennem kroppen og forbrændte ham alvorligt. En anden festdeltager forsøgte at redde manden, men blev på tragisk vis også forbrændt af strømmen. Samtidig var de deltagende unge til stor gene for både færge- og togpassagerer i Helsingør og borgere som bor langs strækningen, da de hærgende gennem området blandt andet urinerede i folks haver.
Det er situationer som disse, Nordsjællands Politi vil forhindre gentager sig, og derfor har man iværksat en nødplan.
"Vi har lavet et samarbejde med Helsingør Kommune, Scandlines og DSB og er selv til stede med ekstra folk for at håndtere de mange festglade unge og for at sikre, at det der skete sidste år - ikke gentager sig," siger pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, til Lokalavisen.dk.
Han fortæller, at kommunen blandt andet sørger for at stille en masse toiletter til rådighed, så borgerne
forhåbentlig slipper for stanken af urin i deres haver og indkørsler.
Tour de Druk går ud på, at to personer skal dele en kasse øl på deres gåtur mellem Snekkersten og Kronborg. og efterfølgende er der fest på Gummistranden lige nord for Helsingør Lystbådehavn.
Her samles de 3.000 unge og fester til langt ud på natten. Invitationen til drukmarchen foregår via facebook og de sociale medier.