Kvinde snydt så vandet driver af soldat i Afghanistan
En kvinde, som jævnligt skypede med en mand, som enten er eller udgav sig for at være soldat i Afghanistan, er blevet snydt, så vandet driver.
Det er Midt- og Vestsjællands Politi, som beretter om den bedrageriske soldat.
Klokken 11.15 onsdag anmeldte en 68-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge til politiet, at hun via Skype gennem de seneste par måneder flere gange havde talt med en mand, der oplyste at være "soldat" i Afghanistan. Han havde fået hende overtalt til at overføre 2.000 kr. til sig. Ved den næste samtale havde "soldaten" bedt om at få yderligere 10.000 kr. overført til sig og truet med at slå både den 68-årige og sig selv ihjel, hvis pengene ikke blev overført, oplyser politiet.
Læs også: Afpresset efter sexchat: "Betal 20.000 kroner eller se dig selv nøgen på Facebook"
Den 68-årige kvinde blev nu mistænksom og afbrød forbindelsen til "soldaten" uden at overføre de ønskede penge til ham. I stedet anmeldte hun sagen til politiet, som vil prøve at se på omstændighederne i sagen.
Politiet kan generelt oplyse, at det er yderst svært at få både identificeret og retsforfulgt "gerningsmanden", som typisk befinder sig et eller andet sted i udlandet. Eventuelle økonomiske donationer, som "gerningsmanden" formår nogen til at sende til sig, må anses for tabt, oplyser politiet