Indbrudstyv fanget på overvågning: Hvem genkender denne skaldede mand?
Manden på billederne efterlyses for indbrud i Sejs-Svejbæk ved Silkeborg
Midt- og Vestjyllands Politi beder om offentlighedens hjælp til at identificere en mand, som er mistænkt for indbrud i en villa på Lilløvej i Sejs-Svejbæk ved Silkeborg den 14. juni.
Indbruddet skete ved 13.30-tiden, og blev optaget på husets overvågning.
Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu overvågningsbillederne i håb om, at nogen genkender den mistænkte, som ifølge politiet ikke fik noget af værdi med sig.
Han beskrives som: Mand, 30-50 år, ca. 175 cm høj, almindelig af bygning, skaldet og bar muligvis briller eller solbriller. Han var iført mørk dynejakke, grå/lysegrå bukser, kondisko med hvid bund og muligvis handsker.
Borgere bedes kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 1-1-4.
jn