Alvorligt kvæstet: Sad bag på knallert med ryggen til føreren uden hjelm og faldt af
20-årig mand uden hjelm på faldt af knallert og fik alvorlige kvæstelser i hovedet
En 20-årig mand kom fredag eftermiddag meget alvorligt til skade i en knallertulykke i Bedsted i Thy i Nordvestjylland.
Den unge mand sad bag på en knallert med ryggen til føreren, da han faldt af og slog hovedet i asfalten. Han havde ikke hjelm på og fik alvorlige kvæstelser i hovedet.
"Hvis man som passager på en knallert sidder med ryggen til føreren, kan det være svært at holde fast og følge med i vejens forløb," siger Midt- og Vestjyllands Politi vagtchef Jens Claumarch til Ritzau.
Ulykken skete fredag klokken 17.18 i Skolegade i Bedsted, hvor den unge mand kommer fra. Han blev efter ulykken fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser lørdag morgen overfor Ekstra Bladet, at mandens tilstand er uændret og fortsat kritisk.
jr