Fortsæt til indhold

Ville ikke kendes ved vil

Politiet fandt hash og perberspray på unge mænd, der er sigtet for flere forhold

Krimi
Arkiv

Tirsdag aften klokken 17.47 blev en patrulje opmærksom på en bil på Hovedgaden i Rønde, da de kunne se i politiets systemer, at ejeren var frakendt førerretten.

Betjentene kørte derfor efter bilen, som de kort efter fandt efterladt i nærheden af to unge mænd. Mændene ønskede ikke at tale med politiet, og de ville heller ikke vedkende sig at have kørt i bilen – de oplyste, at de blot var kommet gående tilfældigt forbi.

De to unge mænd på 22 og 24 år var meget udadreagerende og højrystede, og betjentene vurderede, at de begge var påvirket af narkotika.

De blev flere gange bedt om at dæmpe sig, men da de ikke efterkom det, blev de begge anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

I forbindelse med visitation af de to mænd blev den 24-årige mand fundet i besiddelse af en klump hash, og ved ransagningen af bilen blev der fundet en peberspray, som den 24-årige erkendte tilhørte ham.

Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

dp