Motorcyklist i livsfare efter ulykke på motorvejen ved Skanderborg
Bilist skiftede vognbane i forbindelse med køkørsel og påkørte motorcyklist, der er i kritisk tilstand efter ulykken
En mand på motorcykel blev fredag klokken 17.56 alvorligt kvæstet ved en ulykke på motorvejen lige syd for afkørsel 53, Skanderborg S, hvor der var vejarbejde og nedsat hastighed.
Det skete i nordgående retning i forbindelse med køkørsel ved vejarbejdet, hvor en bilist for sent opdagede køen. Han kørte i 1. vognbane og forsøgte at undgå at påkøre den forankørende ved at skifte vognbane. Ved vognbaneskiftet kørte han ind i motorcyklisten, der blev alvorligt kvæstet og indlagt på Skejby Sygehus i kritisk tilstand.
"Vi kan ikke sige andet, end at han er i kritisk tilstand, og tilstanden er uændret her til morgen," fortæller Sydøstjyllands Politis vagtchef Hans Hoffensetz.
Politiet er ikke 100 procent sikre på, hvem motorcyklisten er, men man har en formodning og har kontaktet pårørende til den formodede motorcyklist.
"Vi har bedt sygehuset henvende sig, når han er endelig identificeret," siger vagtchefen.
Bilisten, der påkørte motorcyklisten, er en 28-årig mand fra Aarhus, der ikke kom noget til.
"Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, men han ender nok med at få en sigtelse. Han har ikke afpasset hastigheden efter forholdene, har skiftet vognbane ved tæt kørsel, og man skal altid sørge for at holde afstand," siger Sydøstjyllands Politis vagtchef Hans Hoffensetz.
Motorvejen var helt spærret i mindst en halv time efter ulykken, og det gav kilometerlang kø og ekstra køretid i nordgående retning.
Politiet har haft en bilinspektør på stedet for at undersøge ulykken.