Anholdt efter slagsmål med andre gæster
Af Jacob Nielsen
Det er sædvanligvis velvære og forkælelse, der er i højsædet på spahotellet Marienlyst i Helsingør, men fredag var idyllen brudt for en stund.
En 35-årig mand indledte i løbet af aftenen et slagsmål med nogle af hotellets andre gæster, og det endte med, at politiet måtte tilkaldes for at dæmpe gemytterne.
Den aggressive 35-årige blev anholdt og taget med på politigården i Helsingør, hvor han på ny blev indlogeret - denne gang på Hotel Gitterly.
Efter at have sovet rusen ud, kunne han lørdag morgen klokken 06.10 tjekke ud igen, oplyser Nordsjællands Politi.