Video af redningsaktion: Hest reddes op af dybt mudderhul
To ryttere til hest styrtede i et dybt hul, som ikke var til at få øje på
To ryttere og ikke mindst deres heste fik sig lørdag eftermiddag en ubehagelig oplevelse i Gribskov.
Ekvipagerne deltog i et såkaldt TREC-stævne, hvor de inde i skoven styrtede i et dybt mudderhul, som hestene sad fast i.
Rytterne fik klaret sig op og fik slået alarm til Frederiksborg Brand og Redning, der sendte mandskab ud i skoven for at hjælpe hestene op.
Det tog ifølge netavisengribskov.dk omkring tre kvarter at få den første hest reddet op. Den anden hest sad endnu mere fast i hullet. Der blev derfor lagt en masse halm ned i hullet for at stabilisere, og der blev lagt trækseler ned under hesten, så den kunne blive reddet op uden at komme til skade.
Efter halvanden time lykkedes det endelig med hestens egen hjælp at få den op på kanten, hvor den lige skulle sunde sig, inden den havde kræfter til at kravle det sidste stykke op af hullet.
Som man kan se og høre på videoen af redningsaktionen, blev der jublet højt, da begge heste endelig var reddet op - angiveligt uden at være kommet til skade.
Det lumske hul viste sig ifølge netavisengribskov.dk at være en del af en gammel vandkanal, hvor der havde dannet sig en tynd jordskorpe med planter, der fik jorden til at ligne fast skovbund.
Se flere billeder og video på localeyes.dk
jr