Fortsæt til indhold

Maskeret mand sprang ud af busk og løb efter hende

Østjyllands Politi efterlyser vidner til episode i Egå

Krimi
Arkiv

En blot tiårig pige fik sig torsdag en grim forskrækkelse, da hun cyklede mod sit hjem i Aarhus N.

Omkring klokken 16 cyklede hun på et stisystem ved Toftesvinget i Egå. da en mand pludseligt kom springende ud fra en busk og løb efter hende nogle hundrede meter hen til Toftegårdsvej.

Her fik han fat i bagskærmen på cyklen, men da en familie kom gående ad stien, løb han væk, kastede sig ind i en busk og forsvandt.

Manden var delvist maskeret, da han havde en halsedisse til at dække mund og næse.

Pigen fortalte efterfølgende sin mor om den ubehagelige oplevelse, og moren valgte efterfølgende at anmelde episoden til politiet.

Østjyllands Politi vil gerne høre fra eventuelle vidner, især den familie, som ifølge pigen kom gående på stien.

Den tiårige pige har givet følgende signalement af manden:

  • Mellemøstlig af udseende, brun hud
  • Sort hår
  • Iført sort hættetrøje med gul eller rød skrift på brystet
  • Iført sorte, løse joggingbukser og sorte Nike-sneakers
  • Havde halsedisse for mund og næse

dp