Fortsæt til indhold

Bilist flygtede fra politiet og ramte pæl

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

En patrulje fik natten til mandag omkring klokken 1.00 øje på en bil ved Skejbycentret i det nordlige Aarhus, som kørte noget usikkert. Da de kørte efter bilen, satte føreren farten op og i krydset Skejbygårdsvej/Randersvej kørte den mistænkelige bil over for rødt. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det fik patruljen til at tænde de blå blink, men bilisten standsede ikke af den grund. I stedet satte han farten voldsomt op og nåede blandt andet at køre i den forkerte færdselsretning, inden han mistede kontrollen over sin bil i krydset Vorregårds Allé/Nydamsvej. Her skred han ud og ramte ind i en lysregulering, der blev ødelagt.

Patruljebilen standsede bagved, men bilisten skyndte sig ud af den ramponerede bil og fortsatte nu sin flugt til fods med en af betjentene i hælene. En hundepatrulje i nærheden kom til, og da de satte deres hund fri, stoppede flugten hurtigt. Hunden løb lynhurtigt manden op og standsede ham i en privat have på Jævndøgnsvej.

Da betjentene fik fat i den 27-årige bilist, virkede han særdeles påvirket af narko, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Derudover blev han sigtet for:

Kørsel frem for rødt lys, kørsel med alt for nedslidte dæk, manglende agtpågivenhed i trafikken, kørsel mod færdselsretningen, ikke at overholde sine forpligtelser ifb med et færdselsuheld og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.

Døgnets øvrige hændelser

Færdsel

Søndag klokken 16.38 skete der et færdselsuheld i krydset Vestre Ringgade/Paludan-Müllers Vej i Aarhus V. En 22-årig kvindelig bilist svingede til venstre og ramte ind i en bil ført af en 29-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Mandag klokken 1.36 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Nydamsvej i Aarhus N.

Indbrud

• På Sejrøgade i Aarhus C begået mellem tirsdag d. 9/7 kl. 22.00 og søndag d. 14/7 kl. 10.00

• På Højager i Hjortshøj begået mellem lørdag d. 13/7 kl. 22.00 og søndag d. 14/7 kl. 12.00

• På Frodesvej i Åbyhøj begået søndag d. 14/7 kl. 14.16

• På Kastanievej i Viby begået mellem lørdag d. 13/7 kl. 15.00 og søndag d. 14/7 kl. 21.50

• På Havkærvej i Tilst begået mandag d. 15/7 kl. 4.35

jwh