Men så greb to Fakta-medarbejdere ind
To Fakta-medarbejdere skal have STOR ros for deres måde at tackle en ubehagelig situation på. Episoden skete lørdag i Fakta butikken på Vindebyvej i Herlev.
Anita Jensen skulle ind for at handle, men da hun gik rundt i butikken, får hun øje på en mand, som stod og nedstirrede hende.
"Jeg kigger på ham, og vil gå videre. Men han begynder at følge efter mig rundt i butikken, og da jeg kommer op til kassen, står han ved udgangen, og begynder at råbe ubehagelig ting efter mig. Der står også en anden kunde ved kassen, hun bliver virkelig bange. Mens kassemedarbejderen ringer efter hjælp," fortæller Anita til Lokalavisen.dk.
Endnu en medarbejder kommer til og det får manden til at forlade butikken.
"Han står udenfor og virker ventende på mig. Jeg går ind i butikken igen, men manden følger med, og virker meget truende overfor mig."
Den tilkomne Fakta-medarbejder viser Anita ned til deres kontor, hvor de afventer ro på situationen.
"Flere gange går medarbejderen ud og ser, om manden har forladt området, og det havde han så ikke. Oplevelsen varede lidt over en halv time, før jeg kunne komme derfra og hjem," beretter hun.
Episoden er blevet meldt til politiet af Fakta og Anita. Efterfølgende ringede Fakta-medarbejderen til Anita og fortalte, at de har det hele på overvågning.
"Faktas egne medarbejder vil gå videre med sagen til både hovedkontoret og politiet. De har før oplevet manden i butikken, og hver gang har han forladt butikken, uden at købe varer. Men han har rendt rundt med en kurv fyldt med varer, som han stiller fra sig."
"De to Fakta-medarbejder skal have STOR ROS for at bevare roen og overblikket, trods for deres unge alder. Giv dem et skulderklap, det har de så meget fortjent," fortæller Anita.