Ung mand dræbt i trafikulykke
Redningsfolk forsøgte forgæves at genoplive 23-årig mand
En 23-årig mand har mistet livet i en soloulykke på Vestmotorvejen ved Bjæverskov vest for Køge.
Ulykken skete i vestgående retning og blev anmeldt søndag klokken 05.59, skriver Ritzau ifølge Fyens.dk.
”Det er en personbil med to personer. Vi kommer frem, og ambulancen kommer frem, men den ene er uden livstegn. Der bliver foretaget livreddende førstehjælp, men det bliver indstillet cirka 40 minutter senere,” siger vagtchef Thomas Hartmann ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Den anden person i bilen var en jævnaldrende mand, der også blev kvæstet, men er udenfor livsfare. Han bliver behandlet på skadestuen.
Politiet kan endnu ikke sige, hvordan ulykken skete. En bilinspektør er søndag morgen på stedet for at klarlægge årsagen til ulykken.
jr