38-årig kvinde fundet dræbt: 15-årig søn anholdt
Arkiv
Politiet modtog mandag aften klokken 19.03 anmeldelse om et knivstikkeri på Schaldemosevej i Ringsted.
Det viste sig, at en kvinde på 38 år var blevet tildelt knivstik og var afgået ved døden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Tilkaldt ambulancepersonale forsøgte genoplivning, men forgæves.
På adressen blev kvindens 15-årige søn anholdt. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde i dag kl. 13.15 sigtet for drab.
"Der er tale om en tragisk og ulykkelig sag i nære familierelationer – og vi har af samme årsag ikke yderligere kommentarer til sagen," oplyser vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, der er leder af efterforskningen.
Den dræbte kvindes øvrige familie er underrettet.
Se flere fotos og videoer på localeyes.dk.
jn