Fortsæt til indhold

Frækt tyveri: Stjal stop-skilt, kikkert og alkometer fra politibil

Godt berusede mænd stjal ting fra parkeret politibil

Krimi
Arkiv

En politipatrulje blev natten til fredag udsat for tyveri af forskellige ting fra en politibil på Åboulevarden i Aarhus.

Det skete klokken 05.35, hvor de to betjente stod og talte med en dørmand. En mand kom løbende hen til dem og fortalte, han netop havde set to mænd kravle ind i deres patruljebil, der holdt parkeret på den anden side af åen.

Betjentene tog benene på nakken og fik øje på to personer, der var på vej væk fra politibilen. De begyndte at løbe, da betjentene råbte ad dem, oplyser Østjyllands Politi.

Betjentene løb efter dem og fik hurtigt fanget og anholdt hver sin tyv. Den ene havde undervejs kastet et politi-stop-skilt og patruljevognens kikkert fra sig, mens den anden havde patruljevognens alkometer, en tusch og noget håndsprit på sig.

Tyvene var mænd på 24 og 26 år, der ifølge politiet var godt berusede. De fik ekstra tid til at studere en patruljebil indefra på køreturen ned til politigården i Aarhus, hvor de fik lov at overnatte i kælderen. Begge er sigtet for tyveri fra bil.

jr