Specialstyrker massivt til stede: Mand forskanset i lejlighed med 4-årig datter
Østjyllands Politi har søndag eftermiddag gennemført en større politiaktion i Bispehaven i det vestlige Aarhus.
Opdatering mandag formiddag: Den 27-årige mand vil blive løsladt i dag. Han er fortsat sigtet i sagen, men politiets jurister har vurderet, der ikke er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling
Søndag ved middagstid fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 27-årig mand havde forskanset sig med sin 4-årige datter i en lejlighed på Hasle Centervej i Bispehaven i det vestlige Aarhus.
Politiet sendte flere patruljer til stedet for at få kontakt til manden, da der var frygt for, at han måske ville gøre skade på datteren.
I forbindelse med aktionen blev de øvrige beboer i opgangen evakueret. Der var dog på intet tidspunkt nogen fare for de øvrige beboere, lyder meldingen fra politiet.
Udramatisk anholdelseaktion
Politiet fik hurtigt kontakt til personerne i lejligheden, og der blev løbende forhandlet og kommunikeret, inden det kort før klokken 16 blev besluttet at trænge ind i lejligheden.
Indtrængningen forløb helt udramatisk, og den 27-årige mand blev anholdt uden problemer. Den 4-årige pige var ikke kommet til skade og har det efter omstændighederne godt.
Den 27-årige mand er foreløbigt blevet sigtet for trusler på livet og vil blive kørt ind til politigården i Aarhus til afhøring, hvorefter der skal tages stilling til, hvorvidt han mandag skal fremstilles i grundlovsforhør.
De evakuerede beboere har fået lov at vende retur til deres lejligheder.
jn