Ungt kærestepar efterlyses: Så muligvis drab blive begået på strandvejen
Nordsjællands Politi efterlyser to specifikke vidner til et skuddrab i Rungsted
Efterforskningen af et skuddrab begået tilbage i april i år i Rungsted har ført til, at Nordsjællands Politi nu efterlyser et ungt kærestepar, der kan have observeret noget meget relevant for sagen.
Det var lørdag den 6. april klokken 18.03, at en 20-årig mand blev skuddræbt på Rungsted Strandvej nær Rungsted Havn, ligesom en anden mand i samme forbindelse blev ramt af skud.
To mænd har siddet varetægtsfængslet i sagen siden april, og Nordsjællands Politi anser sagen for at være et internt opgør imellem to grupper fra henholdsvis Nivå og Kokkedal.
Under den efterfølgende efterforskning har politiet fået klarlagt, at kæresteparret formentlig har overværet episoden på nært hold, men at de endnu ikke har henvendt sig til politiet og fortalt deres version af, hvad de så.
Nordsjællands Politi vil derfor meget gerne i kontakt med de to, som skulle være et ungt kærestepar, der stod tæt på hændelsen, og som muligvis skulle have skreget under optrinnet.
"Vi er klar over, at det er et sparsomt signalement, men hvis parret falder over denne efterlysning, er jeg sikker på, at de kan genkende sig selv i den. Selvom vi har talt med mange vidner, vil vi også gerne høre fra parret, da de skulle have befundet sig meget tæt på hændelsen," fortæller vicepolitiinspektør Lau Lauritzen fra Nordsjællands Politi.
Parret, eller andre vidner som endnu ikke har henvendt sig til politiet, kan kontakte Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.
Se flere fotos og videoer på localeyes.dk.
jn