Fortsæt til indhold

Usselt tyveri fra døende patienter

Patienterne har glæde af at se vildt og fugle, men nogen har stjålet foderautomaten fra marken foran Hospice Djursland i Rønde.

Krimi
Af Martin Schultz

Hvor dybt kan man synke, når det gælder menneskelig værdighed?
Det spørger formand for Støtteforeningen Hospice Djursland, Erik Salomonsen, efter at han i sidste uge måtte konstatere, at nogen har fjernet foderautomaten fra marken foran Hospice Djursland.
Her har de svært syge og døende patienter fra deres stuer kunnet se vildt og fugle af alle slags komme helt tæt på.
”Foderpladsen har været til stor fornøjelse for vore patienter og pårørende. Rådyr og fasaner kommer helt op til vinduerne,” fortæller Erik Salomonsen.

Flokke af vildt foran Hospice

Foderautomaten blev fjernet fra marken foran Hospice Djursland på Strandbakken i Rønde natten mellem fredag og lørdag i sidste uge.
”Vi blev meget skuffede over at nogen kan finde på at gøre sig til tyv på bekostning af de fornøjelser syge mennesker kan have af at opleve dyrelivet lige uden for vinduet,” siger Erik Salomonsen.
Råvildt i flokke op til 8-10 dyr, fasaner, agerhøns, duer og andre fugle finder føden ved foderautomaten.

Automaten en gave fra jægerne

Foderautomaten er en gave fra Jægerforbundet og frivillige fra Støtteforeningen har gennem tre-fire år kunnet fylde automaten op med foder, som bliver sponseret af landmænd og virksomheder i lokalområdet.
”Mols-Rønde Jagtforening har straks bevilget en ny foderautomat, men vi vil da gerne have den gamle tilbage igen,” siger Erik Salomonsen.