Fortsæt til indhold

Stor redningsaktion i nat: Cyklede på Storebæltsbroen - og forsvandt

Fandt efterladt racercykel på broen

Krimi
Arkiv

En melding om en cyklist på Storebæltsbroen fik søndag aften Fyns Politi og Beredskab Fyn til at iværksætte en eftersøgning med helikopter og redningsfolk på vandet og hundepatruljer på stranden, skriver Fyens.dk.

"Vi får en melding om, at en cyklist kører i østlig retning på lavbroen, og da vi kommer derud, holder der en rød racercykel på broen cirka 30-40 meter fra fastlandet. Og siden der ikke var nogen personer ved cyklen, var vi selvfølgelig bange for, at nogen var sprunget i," siger politiets vagtchef Hans Jørgen Larsen til Fyens.dk.

Politiet fandt under broen nogle lystfiskere, som havde bemærket, at en bil på et tidspunkt var standset på broen.

"De siger, at der kommer en bil og stopper. Den holder der et stykke tid - de kan se, at den blinker med blinklys, og de kan også høre, at der er nogen, der snakker. Men de ved så ikke, om han er kørt med den bil, eller om han måske er sprunget ud," siger vagtchefen.

Politiet vil mandag sende en drone op i området for at undersøge området i dagslys.