87-årig kvinde skræmt i nat: Mand bankede hårdt på hendes dør og råbte
44-årig mand anholdt efter episode i Stavtrup
Arkiv
En 87-årig kvinde ringede i nat til politiet, da hun blev skræmt af en mand, der bankede hårdt på hendes dør og råbte ad hende.
Den ældre kvinde bor i lejlighed i Stavtrup, og det var hendes nabo, der var sur, fordi hendes fjernsyn larmede. Det fortalte hun politiet, der sendte en patrulje til Stavtrup.
Betjentene traf den 44-årige nabo, som stadig var ophidset og nu rettede sit råberi mod betjentene. Han blev ved med at være aggressiv og højtråbende og blev derfor til sidst anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Episoden skete natten til mandag klokken 01.03.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jr