Bil kørte op i portugisisk autocamper
Færdselsuheld på motorvejen ved Skanderborg
Jeppe Rafn
Sent onsdag aften skete der et færdselsuheld på den østjyske motorvej ved Skanderborg.
Det skete klokken 23.36 i nordgående retning, hvor en personbil kørte op i en autocamper fra Portugal.
"Føreren af personbilen kørte cirka 100 km/t og kørte op i autocamperen, der kørte lidt langsommere," oplyser vicepolitiinspektør Stig Simonsen, Sydøstjyllands Politi.
Ingen personer kom til skade ved uheldet.
Føreren af personbilen var en 47-årig mand fra Skanderborg. Føreren af autocamperen var en portugisisk mand på 48 år.